
Står du overfor at skulle skaffe din næste filterløsning og skal vælge mellem en filterrådgiver og en -leverandør? Som ansvarlig for din drift er det naturligt, at du forventer, at din leverandør tager medansvar, så du får et produkt eller en løsning, der matcher dine behov. Medansvar bygger på en grundig dialog mellem dig og leverandør/rådgiver.
Leverandører er ofte gode til at levere præcis det, som du beder om – uden at stille mange spørgsmål. Det kan være en fordel, hvis du allerede har et klart defineret behov. Men husk; i mange tilfælde kan specialister se unikke muligheder, selv i tilsyneladende enkle situationer. Skal du gå den direkte vej med en leverandør, der udelukkende forholder sig til det, du har beskrevet, eller vil en filterrådgiver kunne åbne op for andre muligheder?
Lad os se hvad en rådgiver kan give dig, og vice versa.
Leverandør kontra rådgiver
Vi ser ofte kunder stå i en situation, hvor deres kravspecifikation ændrer sig efter en nærmere gennemgang af deres proces og ønsker. Det kan opstå, når kunder er usikre på mulighederne, ikke kender alle produktets fordele og ulemper, eller har hørt om løsninger, der fungerede for andre under helt anderledes betingelser. Vi har eksempler på kunder, der byttede rundt på produktnavne, hvilket er almindeligt i vores branche, hvor det samme produkt kan have flere navne eller bare bliver kaldt forskellige ting. Hvis vi ikke stiller de opklarende spørgsmål og blot tilbyder produkter i henhold til den første beskrivelse, risikerer vi, at løsningen ikke fungerer i praksis.
I andre tilfælde ønsker en kunde at erstatte sit eksisterende filter med et tilsvarende. Et konkret eksempel. Efter at have besøgt en kunde og set deres proces, kunne vi præsentere og anbefale et andet filter med højere styrke og større gennemløb. Kunden gik fra at skulle udskifte sit filter jævnligt til en løsning, hvor filteret stadig fungerer upåklageligt uden tegn på slitage.
I dette indlæg vil vi se nærmere på de aspekter, der skal overvejes, når du selv søger en løsning og kun behøver en filterleverandør, og dem der gælder, når du vælger en filterrådgiver til at guide dig i den rigtige retning. Det er vigtigt at understrege, at begrebet “rådgiver” ikke skal forstås som en ingeniør eller konsulent, du hyrer til at finde en løsning for dig, hvor du betaler for et timeforbrug. Den type ydelser er væsentlig anderledes end det, vi gennemgår her. Både leverandør og rådgiver er i denne sammenhæng personer, hvor du kan købe en løsning uden at bekymre dig om timeforbruget.
Vi skal igennem disse områder:
Hvis du er interesseret i specifikke områder, kan du hoppe direkte til det afsnit.
Tidsforbrug
– Specialprodukter kræver kommunikation
– Hjælp til at vælge det rigtige produkt
En filterrådgiver efterlader dig ikke
Filterprisen
Langsigtet samarbejde
– Skalérbare filtreringsløsninger
– Bæredygtighed
– Udvikling og forandringer inden for filtrering
Filterrådgiver eller filterleverandør
Tidsforbrug
Beslutningen om at gå efter en leverandør eller en rådgiver koges ofte ned til et spørgsmål om tid. Hvis tidsforbrug og materialeomkostninger ved den eksisterende løsning er små, og produktet fungerer, kan det ikke svare sig at bruge tid på at finde et alternativ. Dette scenarie opstår typisk ved 1-til-1-udskiftninger, hvor mantraet er: “Det vi havde sidst, skal vi have igen.” Hvis din eksisterende løsning fungerer uden udfordringer, giver det ønskede resultat, kræver minimal vedligeholdelse, og alt kører glat ud over rutinemæssige udskiftninger, behøver det ikke udvikle sig til et større projekt. Så er en leverandør tilstrækkelig.
Nogle gange kan spørgsmål fra en potentiel rådgiver virke overvældende, selvom de stilles med ønsket om at hjælpe. Leverandøren stiller kun de absolut nødvendige spørgsmål og undlader at bore i unødige detaljer. Omvendt ser rådgiveren et ansvar i, at alle afklarende spørgsmål bliver stillet, så intet overses. Fremgangsmåden afslører hurtigt, om du står over for en leverandør eller en rådgiver.
Hvis du foretrækker en leverandør, der leverer præcis det, du beder om, og ikke stiller for mange spørgsmål, er det bedst at være specifik og præcis om dine ønsker. Hvis der opstår tvivl, kommer der forhåbentlig yderligere spørgsmål. Enkelte leverandører holder fast i deres rolle som leverandør og leverer det, de antager, du ønsker. Vores erfaring fortæller os, at det kan være en risikabel strategi.
Specialprodukter kræver kommunikation
Et konkret eksempel understreger, hvorfor det kan give problemer, hvis man undlader at stille spørgsmål, i en branche med meget specialiserede produkter. En branche hvor små ændringer kan føre til markante forskelle i resultatet. I en kort periode havde vi en webshop, og det var uden tvivl i den periode, at vi oplevede det højeste antal returneringer nogensinde. Størstedelen af disse returneringer kunne være undgået med en kort dialog. Dette illustrerer præcist de udfordringer, der opstår, når kunder tror de ved hvad de skal have, og det viser sig, at produktet ikke fungerer i deres konkrete applikation.
Når kunder ikke ønsker rådgivning, gør vi vores bedste for at tilbyde som forklaret. Dog er det ofte nødvendigt at bekræfte, at vi er enige om produktets egenskaber. Denne bekræftelse er afgørende – især når det drejer sig om specialiserede produkter, hvor selv små misforståelser kan have betydelige konsekvenser.
Hjælp til at vælge det rigtige produkt
Hvad med de situationer, hvor du ikke har lyst og tid til selv at søge viden på nettet og i produktkataloger? Din filterrådgiver vil normalt kunne afdække dine behov og præsentere dig for flere løsningsmuligheder. Da der sjældent findes en løsning uden ulemper eller begrænsninger, er opgaven at identificere den løsning, der kommer med flest fordele og færrest afgørende ulemper og begrænsninger. Du skal kunne træffe et kvalificeret valgt.
Efter du har identificeret det rette produkt, er det afgørende, at produktet kan tilpasses dine specifikke behov. Du kan finde en løsning med en god balance mellem fordele og ulemper, men hvis produktet ikke efterfølgende passer ind i din produktion, opnår du ikke det ønskede resultat. Hvis f.eks. styrken på et filter ikke passer til trykket i dit system, eller hvis materialet ikke kan spille sammen med dit produkt, ender du med et utilfredsstillende resultat.
Det er sådanne detaljer, som mange henviser til, når de diskuterer produkter fra Asien. Selvom produkterne ofte er økonomisk fordelagtige og kvaliteten er fin, mangler rådgivning om faktorer som korrosion eller styrke, hvilket kan resultere i anskaffelser, der ikke har de ønskede egenskaber og leverer den nødvendige kapacitet.
En filterrådgiver efterlader dig ikke
En filterrådgiver er med i hele processen, fra start til slut. Hvor en leverandør blot leverer et produkt og afslutter med et “held og lykke”. En ordentlig rådgiver vil aktivt forsøge at finde løsninger, hvis tingene ikke går som planlagt. Det er vigtigt at bemærke, at vi ikke taler om dissiderede fejl på produktet, for i den situation bør både leverandør og rådgiver fokuserer på at rette fejlen.
Når du modtager et filter, og det ikke yder som forventet, vil en rådgiver forsøge at hjælpe med at finde årsagen. Manglende ydeevne kan skyldes, at dit produkt indeholder større eller mindre partikler end forventet, hvilket øger trykket eller lader partikler trænge igennem. Det kan også skyldes, at gennemstrømningen er højere, fordi de bagvedliggende flowmålinger er fejlagtige. Når årsagerne er identificeret, handler det om at finde en løsning, der kan implementeres uden at tid og omkostninger render løbsk.
Du kunne tænke, “vi havde en filterrådgiver til at hjælpe med at finde det rigtige produkt. Burde det ikke bare virke?” Det er et fair spørgsmål. Dog er filtre ofte tilpasset til dit specifikke behov og proces, og erfaringerne fra andre projekter kan ikke altid overføres med samme resultatet. Dette er normalt noget, din rådgiver kan informere dig om, så du er bevidst om risikoen.
Filterprisen
Prisen på dit filter påvirkes af mange faktorer, og vi har faktisk dedikeret et separat indlæg til at belyse dette emne. Du kan finde det her: “Hvad påvirker pris og leveringstid for filterløsninger?“. Da der er så mange faktorer, der påvirker prisen for din filterløsning, kan det nemt blive uoverskueligt, og man kan ende med at fokusere på det forkerte eller blot se på prisskiltet uden at være kritisk. En filterrådgiver guider dig gennem de forskellige elementer og sikrer, at du har overblik over, hvordan dine valg påvirker den endelige pris.
Vi vender tilbage til eksemplet med indkøb fra Asien, hvor du ofte får en leverandør, der giver dig præcis, hvad du beder om, og du kan ende med en løsning, der ikke kommer til at fungere på grund af en lille misforståelse. F.eks. havde vi en kunde, der købte et inline filter i Kina i syrefast rustfrit stål. Alt så ud til at være i orden; det var billigt, og filteret var som ønsket af kunden. Problemerne begyndte, da kunden brugte saltsyre i sin produktion. Det varede ikke længe, før The filter element blev helt ubrugeligt og skulle udskiftes. En filterrådgiver, der sætter sig ordentlig ind i din proces, ville have stillet spørgsmål om rengøringsprocedurer og de materialer, som filteret bliver udsat for. Dette ville hurtigt have afsløret, at saltsyreopløsningen var for koncentreret til selv syrefast rustfrit stål.
Kvalitet og pris er uundgåeligt forbundet, men begrebet “kvalitet” er omfattende. Hvis du ønsker at forstå dynamikken mellem kvalitet og pris, kan du se vores tidligere indlæg “Hvad koster den rigtige filterløsning“. Denne afvejning mellem kvalitet og pris, er blandt de faktorer en rådgiver tager højde for, når han/hun skal tilbyde dig forskellige løsninger.
Langsigtet samarbejde
Der er ofte godt givet ud at sætte din filterrådgiver grundigt ind i din proces. Og at bygge viden ovenpå med erfaringer fra den første filtreringsopgave, som I samarbejder om. Dette betyder, at næste gang du har brug for en filtreringsløsning, kan du springe introduktionen til systemet over. Nogle dele af det nye område vil formodentlig skulle analyseres helt fra bunden for at sikre, at der ikke bliver glemt noget. Men alt i alt vil arbejdet kunne gennemføres mere effektivt, når parterne har opbygget en historie og kender hinanden.
Skalérbare filtreringsløsninger
Uanset hvad du har af forventninger til udviklingen i din produktion, er det vigtigt, at du kender eventuelle flaskehalse, begrænsninger og muligheder. Nogle filtreringstyper kan overdimensioneres fra starten for at fremtidssikre, uden at det går ud over de tekniske egenskaber. Det gælder f.eks. en buesi, der har en øvre kapacitetsgrænse men ikke en nedre. Andre typer kan ikke fungere, hvis de dimensioneres forkert. Det gælder f.eks. inline filtre, som kræver en minimumsmængde for at fungere. Inline filtre kan dog laves som duplex filter, hvor flere enheder arbejder sammen. Det giver andre skaleringsmuligheder.
Varierende krav til filterfinhed er en anden udfordring. Nogle filtre tillader udskiftning af filterelementet, så den samme installation kan bruges til forskellige opgaver, mens andre ikke har den fleksibilitet. Dvs. du kan udskifte filterelementet til en anden åbning i forhold til den partikelstørrelse, der arbejdes med. Det er naturligvis vigtigt at få specificeret sådanne krav fra starten, så fleksibilitet er en mulighed.
En måde at afgøre, om din filterløsning er skalérbar, er at lave en testopstilling. Vi har skrevet et blogindlæg om, hvorfor en testopstilling er en god idé. De fleste filterrådgivere vil kunne vejlede dig i at gennemføre den rette test og i nogle tilfælde stille udstyr til rådighed.
Bæredygtighed
Dine overordnede bæredygtighedskrav spiller en afgørende rolle i valget af dit filter. I mange tilfælde kan bæredygtighed være det primære formål med filteret, som f.eks. OCS-filtre til opsamling af plastik til genanvendelse eller demistre til behandling af dampe før udledning. Generelt bør du og din rådgiver altid overveje, om materialerne, som filtrene adskiller i væske-, gas- eller fast form, kan genbruges på forskellige måder. Dette er et område, hvor din tekniske ekspertise om dine materialer er kritisk, for uanset hvor meget ekspertise din filterspecialist har, vil de ikke have den tekniske indsigt til at kende delelementerne så godt som dig.
Derudover spiller selve filterets bæredygtighed naturligvis også en rolle. Nogle typer filtre kræver hyppigere udskiftning af filterelementet end andre, hvilket ikke kun påvirker din økonomi og tidsforbrug, men også ressourceforbruget. Hvis bæredygtighed er afgørende for dig, bør du sammen med din rådgiver undersøge mulighederne for at vælge filterelementer, der kan rengøres og genbruges. Du kan finde mere information om valg af filtermedie i vores ordbog.
Udvikling og forandringer inden for filtrering
Teknologiske, markedsmæssige, politiske forandringer mv. er et vilkår for enhver virksomhed. Din rådgiver bør have fingeren på pulsen om, hvad der sker på såvel kort som lang sigt. Herunder om de løsninger, der anvendes i dag, også er relevante og tilstrækkelige i fremtiden.
Politiske indgreb kommer sjældent som en overraskelse. De har normalt gennemgået en længere proces. Når først beslutningerne er truffet, kan det også gå stærkt. Eksempelvis Operation Clean Sweep, hvor plastikfabrikanter forpligtede sig til at minimere mængden af plastik i verdenshavene. Det store antal plastikfabrikanter, der skulle finde løsninger på samme problemstilling samtidig, gjorde, at filterspecialisterne opbyggede en masse viden og erfaring på kort tid, og der blev skabt brugbare løsninger, som kunne bruges på tværs af virksomheder.
Filterrådgiver eller filterleverandør?
Spørgsmålet om, hvorvidt du har brug for en filterrådgiver eller en filterleverandør, kan umiddelbart virke simpelt, men der er mange faktorer, du bør overveje, før du træffer en beslutning. Hvis du selv besidder betydelig erfaring med filtersystemer, har klart definerede behov og kender dit produkt godt, kan en leverandør muligvis være tilstrækkelig. Det samme gælder, hvis du blot har behov for at erstatte et eksisterende filter 1:1. Et samarbejde med en filterrådgiver, kan dog give dig væsentlig merværdi. Det er et samarbejde, hvor begge parter aktivt bidrager til at finde den optimale løsning. Det kræver engagement fra begge sider og afstemte forventninger til hinanden.
Hvis du ønsker at opleve forskellen ved at have en filterspecialist til at vurdere dine muligheder, er du velkommen til at kontakte os. Vi tilbyder en gennemgang af dine behov og identificerer løsninger, der passer til dine specifikke krav. Vores vurdering er helt uforpligtende og gratis, da vi tror på værdien af et langvarigt samarbejde. Du kan kontakte vores filtreringsspecialist herunder, så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt.
![]() |
Søren Mørk
Sælger, Filtrerings Specialist |
Få tips og nyheder leveret direkte i din indbakke!
